Lys i mørket

photo-1544440522-83da774f00d0

2020 har været et crazy år. Det nye årti blev bremset i al sin opblomstring af en virus, vi alle er kommet på fornavn med. Det har været et år med håb, tvivl, frygt, nyt håb, ny tvivl, ny frygt – som om at hver gang vi har troet at NU går det fremad, så er der lige blevet stukket en kæp i hjulet – igen.

Og det har ikke kun været i forhold til Corona, har du lagt mærke til det? Også i forhold til arbejde, din egen business hvis du er selvstændig og dine relationer til de nærmeste – men bestemt også i relationen til dig selv - vil jeg gætte på at du mere end én gang i år har tænkt noget i stil med ”FUCK! Nu troede jeg lige, jeg var på rette spor”.

Jeg har i hvert fald🙋‍♀️.

Jeg tror på at der er læring at hente i alt der sker i vores liv, og er der én ting, 2020 helt sikkert har prøvet at lære os mennesker, så er det at vi ikke kan kontrollere en skid. Vi kan ikke regne den ud, vi kan ikke knokle os ud på den anden side, vi kan ikke længere lukke øjnene for det, der åbenlyst ikke fungerer.

Vi kan kort sagt ikke længere gøre som vi plejer – og gudskelov for det!

Vi har brug for at rykke os. Vi har brug for at gentænke hele den måde, vores samfund er bygget op på, vi har brug for at adressere de stigende problemer med stress og mistrivsel, helt ned i børnehøjde.

Vi kan ikke blive ved med at drive rovdrift, hverken på naturen eller på hinanden. Der er brug for at få afbalanceret den maskuline og feminine energi, både i samfundet og vores relationer til hinanden - men bestemt også inde i os selv.

Jeg ved godt, det kan skabe en følelse af afmagt, når alting er i forandring og i oprør, og du føler dig som en lille ubetydelig brik i livets puslespil.

Men det er du ikke.

Selvom du ikke kan gøre ret meget ved Corona, politikernes forvaltning af magt og midler, mediernes fokus på katastrofer eller hvad du ellers går og er frustreret over, så er der én ting, du altid kan kontrollere.

Og det er hvordan du forholder dig til det, der sker i dit liv. Om du møder det eller løber væk. Om du lærer af det eller brokker dig over det. Om du ser efter nye muligheder eller holder fast i det gamle, selvom det ikke virker mere.

Dit fokus, er dit valg. Altid.


0 comments

There are no comments yet. Be the first one to leave a comment!