3 tips til den mørke tid

Vinteren er drømmetid.

Det er tid til at gå i hi, reflektere over året der gik og være stille.

Vi er faktisk ikke skabt til at rende rundt og stresse over julegaver, julemad, samvær med mennesker vi egentlig ikke bryder os om, indkøb, julestuer, klippe-klistre arrangementer og hvad ved jeg.

MC Einar hittet ”jul, det’ cool” fra 80’erne, vidner om at vi egentlig godt ved det, og faktisk ikke gider alt det ræs. Ellers ville en jule-rap sgu ikke være populær så mange år efter!

Men i år er det anderledes, i år er ALT anderledes, og der er på alle mulige måder lagt op til at vi kan lytte indad og gøre det, vores sjæl længes efter. Vi er hjemme, samfundet lukker mere og mere ned igen, og det er forbudt med store julesammenkomster.

Så faktisk har vi i år en enestående mulighed for at skrue ned for december-stress, og i stedet bruge tiden til at geare ned, og slutte året af på en mere fredelig måde.

Her er mine inputs til, hvad du kan gøre for at få det bedste ud af årets sidste uger:

  • Sov. Ja, sov! Få hvilet, kom ned i gear, giv dig selv lov til ikke at skulle præstere hele tiden. Nyd at verden har skruet ned for tempoet – og tag imod invitationen til at gøre det samme.

 

  • Se tilbage på året der er gået – ikke kun med et lettelsens suk over at det snart er overstået. Se efter gaverne, måske har du fået mere tid med din familie? Måske er du kommet i kontakt med, hvad der virkelig er vigtigt for dig? Måske er du begyndt at dyrke en gammel hobby? Når du vælger at fokusere på det, der gør dig glad, skaber du plads til mere af det. Og omvendt. Så vælg hvad du vil tage med dig fra 2020.

 

  • Vælg hvad du vil efterlade. Hvilke mønstre, tanker og måder at gøre tingene på, virker ikke for dig længere? Hint: Hvis du ikke har det liv du ønsker, er der helt sikkert noget, du med fordel kan give slip på, så du kan skabe PLADS til det, du ønsker. Vil du gerne have et tættere forhold til din partner, så er det måske på tide at give slip på dine forventninger til at han eller hun skal kunne læse dine tanker, give dig blowjob en gang om ugen, eller tage initiativ til at I får nogle nye oplevelser. Tænd et lys, sid lidt for dig selv, og sig højt: ”I 202o, efterlader jeg…” Eller endnu bedre: Lav en liste over det, du vil efterlade – og send den afsted med en raket til nytår.

 

Nyd din december, og hav en rigtig dejlig jul.

0 comments

There are no comments yet. Be the first one to leave a comment!